Mindetavle for Centralkomitéen for Finlandshjælpen 1940 – 1949
Baggrund
Efter udbruddet af finske vinterkrig 30. november 1939 var den danske befolknings offervilje stor, men i regeringen Stauning var holdningen præget af tilbageholdenhed. Oppositionen ville undgå dansk enegang, hvis regeringen som det eneste blandt de nordiske lande udsendte en neutralitetserklæring. Partierne Venstre og Konservative forsøgte at få en fælles erklæring i stand med Sverige og Norge; men regeringen havde truffet sin beslutning.
5. december 1939 tog Thorvald Stauning til orde i Folketinget og udtalte både sympati og medfølelse med det finske folk, men at Danmark måtte opretholde sin neutralitetspolitik. "Enhver er sig selv nærmest." Man kan derfor sige, befolkningen handlede på trods af regeringens officielle holdning, men især også i beundring for det lille finske folk, der havde modsat sig sin stores nabos ekspansionspolitik. Allerede december 1939 begyndte frivillige også i Danmark at sende hjælp til det nødlidende Finland. Man strikkede huer, vanter og sokker til de finske soldater, sendte madvarer, medicin og indsamlede betydelige pengebeløb til det finske folk. Men først og fremmest opfordrede man danske familier til at modtage et finsk krigsbarn. 37.000 meldte sig som plejeforældre. Officielt kom der 3.764 til Danmark. Af dem blev mellem 410 og 451. Tapio Juhl er et af dem.
Kunstnere og forfattere talte Finlands sag og stod i spidsen for sympatidemonstrationer; for eksempel digteren og forfatteren Kaj Munk, Arne Sørensen fra Dansk Samling, den konservative politiker Ole Bjørn Kraft, tegneren og grafikeren Bjørn Sikker Hansen, redaktør Hakon Mielche, korrespondent Peter de Hemmer Gudme og mange andre. Efterhånden blev der over alt i landet oprettet 97 lokalafdelinger for den danske hjælp til Finland. Der opstod imidlertid et behov for en koordinering af det frivillige arbejde og hjælpen til Finland. På initiativ af Foreningen Norden og Dansk Røde Kors samt fremtrædende erhvervsledere, 43 foreninger og organisationer oprettedes 10. januar 1940 "Centralkomitéen for Finlandshjælpen", som fik kontorer i det daværende forsikringsselskab Hafnias bygning, Holbergsgade 3, København. Ejendommen huser nu Forsvarsministeriet.
Der blev oprettet et ”Arbejdsudvalg” med overlæge Poul Guildal som formand. Der efter ”Evakueringsudvalget” og ”Det økonomiske udvalg” samt et særligt udvalg, ”Udvalget til tilvejebringelse af civil arbejdskraft til Finland”. Opgaven med at udsende frivillige til den finske hær, lå uden for komitéens opgave. På adressen Willemoesgade 3, København havde ”oplysningskontoret” for frivillige til den finske hær sit kontor. Ud over arbejdet med at modtage og fordele finske børn blev der indsamlet og doneret betydelige beløb samt gavepakker; men for eksempel også 13 km. strikkegarn, 1 mio. cigaretter, flonelsstoffer til hvide overtræksdragter, 6.850 par børnegummistøvler; listen var lang. Nogle donationer gik uden om Centralkomiteen for Finlandshjælpen, men i forståelse med komiteen. For eksempel udsendte Dansk Røde Kors læger, sygeplejersker og ambulancer. Og skibsreder A.P. Møller sammen med Mærsk-rederierne donerede alene, samt via Finlandshjælpen, Foreningen Norden og andre, lastbiler, traktorer og ambulancer samt meget store pengebeløb. Hjælpearbejdet var et "edderkoppespind".
Finland måtte gennem tre krige: Vinterkrigen, Fortsættelseskrigen og Laplandskrigen. Men Finland forblev at være et selvstændigt land. Centralkomitéen for Finlandshjælpen ophørte sin virksomhed 30. juni 1949. Forsvarsministeriet er i dag lejer af bygningen.
